Forfatter, illustrator og tegneserieskaber Lars Kramhøft er født i Thisted i Nordjylland i 1984. Hans far var syg en stor del af hans barndom og døde, da Lars var teenager, hvilket satte sit præg på hans opvækst. Venner og fritidstilbud var der ikke mange af i Udkantsdanmark, så i stedet skrev, tegnede og læste han.
Faderens fravær og den isolerede opvækst er blevet til en rød tråd i forfatterskabet, som ofte tematiserer unge mænds problemer med at finde deres plads i livet og i forholdet til det modsatte køn. Dette er også tilfældet for den autofiktive tegneserie Noget frygteligt er altid lige ved at ske (2020), som Lars Kramhøft for alvor brød igennem med, og hvor han med lige dele alvor og humor tager fat på tabuiserede emner som maskulinitet, ensomhed og depression.
Lars Kramhøft har selv haft angst og depression inde på livet og er optaget af, at mange mænd lider i stilhed, fordi de har lært, at ”rigtige mænd” ikke må vise følelser eller beklage sig. Han er ligeledes interesseret i den til tider sprængfarlige vrede, mange mænd udvikler, og som blandt andet kommer til udtryk online, når debatten kommer ind på ligestilling:
”Jeg har set mange mænd – også unge – der har ondt i røven over feminisme og bliver ubehagelige over for kvinder, for eksempel på nettet, uden at forstå, at feminisme også kan hjælpe dem med at bryde fri af de strukturer, vi som mænd ligger under for. Det kunne måske betyde, at vi holdt op med at se ned på de fag, der traditionelt bliver betragtet som ’kvindefag’, og at vi fik nogle flere mandlige pædagoger og lærere, som så igen ville give drenge og unge mænd nogle flere rollemodeller,” mener Lars Kramhøft.
Noget frygteligt er altid lige ved at ske var flere år undervejs. Fra de første tanker, over noget der kunne ligne forstudier til værket i udgivelsen Dagbog fra Afgrunden fra 2019, til den færdige udgivelse i 2020. Lars Kramhøft har tidligere arbejdet sammen med tegnere som blandt andet Tom Kristensen, men i dette værk valgte han selv at tegne den meget personlige historie:
”Jeg ser egentlig mig selv som en forfatter, der både bruger ord og billeder. Jeg tegner for at fortælle en historie, ikke for at sidde og lave et enkelt flot billede. Men jeg elsker tegneserier og har bygget mit liv op omkring dem,” fortæller Lars Kramhøft og fortsætter:
”Jeg kan ikke leve af at lave tegneserier, så jeg må tage andet arbejde også, men jeg ser det som en måde at finansiere arbejdet med tegneserierne på. Det er noget andet end penge, der er på spil for mig. Tegneserierne gav mig et sted at udtrykke mig og et holdepunkt i livet, da jeg som ung ikke havde meget andet. Senere blev det også igennem tegneserierne, at jeg fik venner og et tilhørsforhold. Havde jeg ikke haft noget af det, var jeg nok gået til bunds. Jeg ved, hvor meget en god historie kan betyde, især for et ungt menneske. Det kan være det, der holder dig gående en dag mere, en uge mere, et år mere. Derfor gør det mig også vred at læse dårlige tegneserier. Det er ikke fordi, jeg tror, jeg selv er verdensmester, men jeg gør mit bedste, og jeg giver altid noget af mig selv.”
(Teksten har tidligere været bragt i bearbejdet form af Cecilie Bogh i Klodshans, medlemsbladet for selskabet for Børnelitteratur).
CV
Uddannelse:
Grafisk designteknolog (2005-2007)
Bachelor of arts in character animation (2007-2010)
Priser:
2021: Claus Deleuran prisen for bedste danske tegneserieforfatter (Noget frygteligt er altid lige ved at ske)
2020: Ping-prisen for årets danske tegneserie (Noget frygteligt er altid lige ved at ske)
2019: Claus Deleuran prisen for årets danske tegneserieforfatter (Fandenivoldsk)
2013: Dansk Horror Selskabs pris for årets danske horrorudgivelse (Made Flesh)
Selvstændige udgivelser:
Working Poor #4, selvudgivet med støtte fra Tegnerforbundet af 1919, 2022
Natravn: Robotterne angriber, Alinea 2022
Working Poor #3, selvudgivet med støtte fra Tegnerforbundet af 1919, 2021
Working Poor #2, selvudgivet med støtte fra Tegnerforbundet af 1919, 2021
Dr. Kemi: Det rene kaos, Alinea 2021
Working Poor #1, selvudgivet med støtte fra Tegnerforbundet af 1919, 2021
Stridsmand: Krig & kærester, Alinea, 2021
Invasion, Gyldendal, 2020
Noget frygteligt er altid lige ved at ske, Fahrenheit, 2020
Frankenstine, Cobolt, 2020
X fra det ydre rum, Alinea, 2020
Dagbog fra Afgrunden, Gyldendal, 2019
Mission til ismånen, Gyldendal, 2019
Portal, Alinea, 2019
Rakkerpak 3, Calibat, 2018
Bionic, Alinea, 2018
Death Skool 2000, Urkraft, 2018
Fandenivoldsk, Fahrenheit, 2018
Rakkerpak 2, Calibat, 2016
Doktor Nukleus 1, Calibat, 2016
Rakkerpak 1, Calibat, 2015
Dæmonernes spil, Calibat, 2015
Fordærvet, Valeta, 2013